Sy-kyndig blæksprutte søges - Specialbandager.dk A/S

Sy-kyndig blæksprutte søges

oktober 21, 2020 – Udgivet af Specialbandager

SYERSKE/AUTODIDAKT SY-KYNDIG PERSON

Kreativ og løsningsorienteret “blæksprutte” til stilling på nedsat tid 25-30 timer.

Søg stillingen her

Stillingsbeskrivelse:
Du får en central funktion, hvor du – på baggrund af dine gode kvalifikationer som syerske – er med til at give borgere med lymfødem og ødem i forbindelse med venøse lidelser større livskvalitet. Din opgave bliver at sikre, at kompressionsprodukterne sidder optimalt. Det gør du ved at tilpasse og skræddersy de kundetilpassede kompressionsløsninger, som virksomhederne tilbyder borgerne.

Du vil naturligvis få en god oplæring af den nuværende syerske, som efter mange års virke har valgt at gå på pension. Når du føler dig tryg i jobbet, vil du selv få ansvaret for at få løst de 6-10 opgaver, som lægges ind i “sy-afdelingen” dagligt.

Det vil udelukkende være mindre sy-opgaver, som du kommer til at tage dig af i form af tilpasninger af kompressionsløsninger. Det vil oftest være kompressionsbandager, der skal tilpasses, eller ekstra silikone, som skal syes på en strømpe, men det kan også være en kompressions-BH, der skal tilpasses, eller isyning af lomme til en brystprotese m.v.

Du kan komme ud for et hav af variationer inden for tilpasning, så jo mere kreativ og løsningsorienteret, du er, des nemmere vil du hurtigt kunne finde en god løsning.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med virksomhedens sygeplejersker, der har den primære kontakt til borgerne, men lejlighedsvis vil du også selv være i dialog med borgeren. Det vil være i de tilfælde, hvor der er tale om en mindre tilretning, der lige kan klares på 5 min.

Det vil være en stor fordel, hvis du er morgenmenneske, der godt vil møde tidligt. Det vil nemlig være dig, der har ansvaret for at spritte af hver morgen, ligesom det forventes, at du tager dig af rengøringen på de to lokationer, som virksomhedens befinder sig på. Din store fleksibilitet m.h.t. at hjælpe til, hvor du kan, kommer også ind i billedet, når du hjælpe en af dine kollegaer med at sætte frokost frem, dette vil overvejende være ved dennes fravær.

Du får med andre ord en meget selvstændig stilling, hvor du med dine små tilretninger vil få god mulighed for at være med til at gøre en forskel for rigtig mange mennesker.

Du tilbydes:
En meget selvstændig stilling, hvor du har stor mulighed for selv at forme din hverdag.

Løn:
Du vil få en god løn samt pensionsordning.

Egenskaber:
Du er en moden og erfaren person, der både er omhyggelig og fleksibel.

Du er meget selvstændigt arbejdende og forstår at prioritere dine arbejdsopgaver.

Erhvervserfaring:
Vi er åbne over for forskellige indgangsvinkler til stillingen.

Uddannelser:
Det er en fordel, hvis du er uddannet syerske, men vi er også meget interesseret i at høre fra mere autodidakte kandidater.

Sprogkundskaber / IT:
Du er god til dansk i skrift og tale og kan begå dig på engelsk. Du forventes at kunne håndtere en symaskine, som andre håndterer en computer.

Søg stillingen her