Du HAR frit leverandørvalg

januar 7, 2019 – Udgivet af Specialbandager

Du har frit leverandørvalg

Mange afvises, når de ønsker et andet hjælpemiddel end det, som kommunen mener de skal have – det er i modstrid med loven om ”det frie leverandørvalg” !

Du har altid krav på at vælge din egen leverandør af dit hjælpemiddel.

I henhold til Serviceloven § 112, stk. 3 er der frit leverandørvalg, hvilket giver dig retten til selv at bestemme, hvor du vil købe dine kompressionsstrømper – også selvom der måtte stå en anden leverandør på bevillingen.

Desuden har du krav på en individuel vurdering

Er din kommune ved at fjerne muligheden for, at du kan få det hjælpemiddel, som du har brugt tidligere, kan du kræve, at din kommune giver dig en konkret og individuel vurdering.

Individuel vurdering af dit lymfødem

Du har krav på en individuel vurdering, hvor kommunen skal forholde sig til din situation og de oplysninger, de har på dig.

Hvis en kommune skærer alle over en kam og vurderer, at alle borgere skal skifte et hjælpemiddel ud med et andet, har du kun mulighed for at klage, såfremt du har fået foretaget en individuel vurdering.

Viser din historik tydeligt, at du har gavn af et bestemt kompressionshjælpemiddel til dit kroniske ødem og at du endvidere er tryg ved dette hjælpemiddel, så er din kommune forpligtet til fortsat at stille dit vante hjælpemiddel til din rådighed – også selvom kommunen har indgået aftale med en ny leverandør af kompressionshjælpemidler !

Du kan:

  • Til enhver tid bede din kommune om en individuel vurdering
  • Kontakte din læge eller behandler og få rådgivning

Undgå massekonvertering

Vælger din kommune at indgå nye indkøbsaftaler med bestemte leverandører inden for standard kompressions hjælpemidler, kan de konvertere alle kommunens brugere til den nye leverandørs produkt.

Har du fået foretaget en individuel vurdering, der tydeligt fortæller, at du har bedre gavn/brug for et andet hjælpemiddel, har du mulighed for at klage over en sådan afgørelse.