Covid-19's sidegevinster

Covid-19’s sidegevinster

Det er bestemt ikke meget godt, coronavirus har bragt med sig. Faktisk er den en katastrofe på mange måder. Dog er der bittesmå positive lysglimt hist og her, såsom fællessang, billigere brændstof, glæden ved surdejsbrød osv. Også hos Specialbandager.dk har vi oplevet små sidegevinster.

 

Da Covid-19 ramte Danmark, reagerede vi prompte og sendte alle administrative sagsbehandlere hjem. Vi måtte mindske antallet af kunder i klinikken og vi kunne se at bookingerne til opmålinger faldt kortvarigt. Gode råd var dyre og vi blev nødt til at omtænke mange af vores arbejdsgange.

I klinikken, og i vores lokaler rundt om i landet, har vi nu længere tid mellem opmålingerne, så vi kan nå at spritte prøverummene af inden næste kunde. Vi udleverer gratis mundbind til alle kunder, der kommer til opmåling. Receptionsskranken i klinikken er ombygget med glasværn, der er håndsprit opstillet lige inden for døren, afstands-klistermærker på gulvet, selvbetjeningskaffen og magasinerne er fjernet fra venterummet osv. Derudover bærer vores sygeplejesker visir og/eller mundbind ved opmåling i klinikkerne. Når vi er på hjemmebesøg hos en borger, bruger vi mundbind, visir, engangshandsker- og heldragter. Så den nye normal har virkelig grebet om sig.

Men ikke alt er af det onde: Vi fik ligeledes lynhurtigt indført alternative arbejdsgange i administrationen; en del kolleger fik lavet hjemmearbejdsplads, så de kan besvare telefonen og lave bestillinger hjemmefra. Hermed er vi blevet mere fleksible og mindre sårbare overfor hjemsendelser og karantæne. Det har bl.a. andet haft den sidegevinst, at bestillingsprocessen internt nu er 90% papirløs! Hermed spares tid -og ikke mindst ressourcer.

En anden ny rutine er, at vi om morgenen ringer ud til borgere, der skal have opmåling samme dag. Det gør vi for at sikre os, at man er rask og Covid-19-symptomfri. Sidegevinsten her er, at vi indimellem fanger borgere, der har glemt deres aftale, eller er syge og ikke har nået at melde afbud. Hermed optimerer vi opmålernes program og kan tage kunder ind akut, hvis der pludselig er hul i kalenderen.

 

Som sagt; ikke meget positivt over Covid-19, men sidegevinsterne er der – hvis bare man kigger efter dem…

Relaterede nyheder